Nordøstamager Skole er udeskole. Det betyder, at vores elever regelmæssigt har undervisning andre steder end på skolen. Det kan være ude i naturen, på besøg i forskellige kulturinstitutioner eller i en sportsforening. Det kan også være en tur i lokalområdet, hvor vi retter blikket mod noget bestemt, der kobler sig til et forløb vi er i gang med i klassen.
Udeskole er et fantastisk godt greb til at sikre variation i skoledagene og lave spændende undervisning, ofte i samarbejde med aktører uden for skolen. Udeskole giver mere fysisk aktive, motiverede og engagerede elever. Det er fordi de i udeskolen oplever flere muligheder for at sanse og erfare ting på egen krop. Og de får en anden forståelse af, hvordan det, de lærer i fagene, kan bruges i virkeligheden.
Udeskole er samtidig godt for elevernes trivsel. Når børnene undervises i forskellige arenaer, udvikles der flere sociale relationer, og det styrker fællesskabet i klassen at være sammen om konkrete oplevelser.
Udeskolens faglige indhold varierer efter årstiden og de temaer, der i øvrigt arbejdes med i klassen. Ofte vil der være flere fag, der indgår i en udeskoleaktivitet, ligesom flere udeskoledage kan hænge tematisk sammen.
Vi samarbejder med mange forskellige mennesker og institutioner for hele tiden at udvikle vores udeskolekoncept, i takt med at Nordøstamager Skole vokser. Så hvis du har en god idé til en aktivitet eller et projekt, vi sammen kan realisere, er du meget velkommen til at kontakte os.