Skolebestyrelsesreferat, 6. februar 2026
Standard forkortelser:
SB: Skolebestyrelsen
SBM: Skolebestyrelsesmøde
FP: Forperson
NFP: Næstforperson
SL: Skoleleder
SC: Souschef
KL: KKFOleder
UL: Udskolingsleder
KK: Københavns Kommune
ER: Elevråd
Gennemgang af dagsorden
Velkomst og rammesætning af mødet
FP indleder med at kvittere for alles deltagelse tidspunktet taget i betragtning, og for at alle har kunnet prioritere det. FP fortæller at han er ked af samarbejdets aktuelle betingelser, og at han håber at mødet i dag kan bidrage til en genetablering af et værdifuldt samarbejde.
Det kvitteres der for fra deltagende, som udtrykker enighed heri.
SL følger op, og erklærer sig lige så håbefuld på det fremadrettede samarbejdes vegne.
Andrijana gjorde opmærksom på, at dette ekstraordinære møde udsprang af en skriftlig anmodning fra et flertal af bestyrelsesmedlemmerne og bemærkede at de dagsordenspunkter, der fremgik af anmodningen, ikke fremgik af den udsendte dagsorden.
Det imødekommes fra FP, at hvert enkelt punkt givetvis ikke er blevet gengivet i sin eksakte modtagne ordlyd, men hvad angår indhold, så er det FP´s opfattelse, at ønsket er blevet imødekommet, bl.a. via dialogmødet d. 20. januar og den igangværende drøftelse i SB.
Det bemærkes også af FP, at der fortsat hersker tvivl om i hvilket detaljeniveau en sag kan behandles, og dermed om de indkomne ønsker kan imødekommes, idet svar fra Områdeledelsen strider imod fremlagt rådgivning fra Skole&Forældre. Ydermere har Skole&Forældre i to separate henvendelser svaret modsat af hinanden. Tvivlen om detaljeniveau søges derfor afklaret i samarbejde med Skole&Forældre som tilbyder kursus i SB´s tilsyn. Det aftales at Lene og FP kontakter Skole&Forældre med henblik på kursus i SB´s tilsyn.
Dialogmøde af 20 januar
Drøftelse af udtrykte bekymringer og oplevet utryghed
Caspar opridser det allerede pr. mailkorrespondance, og ved dialogmødet italesatte; og oplyser at behovet for mødet, skyldes de mange henvendelser flere af SB’s forældrerepræsentanter har modtaget fra forældre, fra BHK- og 1. årgang. Henvendelserne bærer tydeligt præg af utryghed, uklarhed og en oplevet mangelfuld håndtering af samme. Han bemærker at det er hans oplevelse, at der ikke blot er tale om den sag det ekstraordinære SBM udspringer af, men at der er flere eksempler på; hvad der beskrives som uhensigtsmæssig kommunikation og håndtering af forældrehenvendelser, med samme utryghedsmæssige fortegn.
Der refereres herefter til tilkendegivelser fra forældre, som oplever at de – selvom de har forsøgt sig med henvendelser til hhv. klasselærere, pædagoger og ledelse – ikke er blevet ’taget ved hånden’ på den måde som er umiddelbart forventelig.
KL oplyser at sådanne oplevelser naturligvis skal tages og bliver taget alvorligt, og strider med det som ledelsen og personalet repræsenterer. KL fortæller at ledelsen, for at kunne håndtere sådanne oplevelser på bedste vis, er nødt til at blive indviet i de konkrete oplevelser; at ledelsen bliver gjort bekendte med de præcise omstændigheder ved førstehåndsberetninger, og ikke anden- eller tredjehåndsberetninger, for derved bedst at kunne hhv. håndtere det internt nødvendige og sikre at forældre der henvender sig oplever sig hørt og hjulpet.
FP henviser til opfordringen givet af Områdeledelsen på Dialogmødet 20. januar til SB og KKFO-FR om, at forældrehenvendelser altid skal gå til personalet, også – og måske specielt – hvis pågældende forældre ikke føler sig mødt som forventet.
Peter, medarbejderrepræsentant, bemærker, at forældre - herunder i SB - skal være opmærksomme på, at deres henvendelser til for eksempel ledelsen kan have konsekvenser for den nære ledelse, som medarbejderne har brug for i dagligdagen, hvis ledelsen skal bruge unødig meget tid på forældrehenvendelser.
NFP fortæller, at den nærværende sag ikke er enestående for NØA, da der tidligere og på ældre årgange også har været lignende udfordringer med uacceptabel adfærd, som har haft konsekvenser for blandt andet trivslen. Det viser, at det ikke som sådan handler om den enkelte sag og/eller skolens håndtering, men at det generelt handler om de politisk vedtagne rammer for folkeskolen i KK herunder de mangfoldige børnefællesskaber.
Kommunikation til forældre; Muligheder, ønsker og implikationer – inden for rammerne af GDPR og Mangfoldige Børnefællesskaber
Der tales om, at både SB og KKFO-FR har haft ønske om en åben og tryghedsskabende kommunikation, hvilket også har været forsøgt med et skriv til hele 1. årgang. KL bemærker dog, at der har været henvendelser fra flere forældre, som ikke har fundet den bredere og åbne kommunikation for ønsket, da de som forældre oplever, at de derved skal bekymre sig unødigt.
I drøftelsen blev der udtrykt forskellige opfattelser af, i hvilket omfang den konkrete sag kan danne grundlag for skolebestyrelsens tilsyn.
Andrijana og Lene bemærkede, at skolebestyrelsen i henhold til lovgivningen kan efterspørge relevante – og herunder personfølsomme – oplysninger fra skolelederen som led i tilsynet, og at hvis en skoleleder vurderer, at bestemte oplysninger ikke kan deles, er dette en ledelsesbeslutning, som i givet fald bør fremgå af referatet.
SL tilkendegav, at det muligvis vil kunne lade sig gøre at imødekomme ønsket om personfølsomme oplysninger; delt i et fortroligt og tavshedspligtsbetinget rum, hvilket vurderes iht. den konkrete sag. SL og KL gjorde i samme øjemed opmærksom på gældende regler om habilitet; hvilke er gældende for SB’s virke idet der i SB føres offentligt hverv. Dette, mhp. SB’s opmærksomhed herpå i både denne, og fremtidige henseender.
Andrijana bemærkede, at habilitet naturligvis skal vurderes efter gældende regler, hvis bestyrelsen finder anledning hertil, og at forældrerepræsentanter ofte vil have en vis tilknytning til de forhold, bestyrelsen fører tilsyn med.
Det blev fra ledelsens side bemærket, at vurderingen skal ske efter forvaltningslovens regler, da det er dét regelhiearkiet betinger.
Ved punktet bliver det dernæst ganske hurtigt centralt og bevidstgjort, at der er tale om et fælles for alle i SB, indbyrdes behov for at få afklaret hvordan der føres tilsyn iht. gældende rammer for SB’s virke.
KL foreslår således at SB, iht. konkrete sag som mødet d.d. udspringer af, benytter denne som afsæt for at føre tilsyn. Dette, først og fremmest fordi det er dét som er blevet anmodet om af initiativtagere til det ekstraordinære SBM, og også fordi det erkendes entydigt og i enighed, at SB på den måde kan oparbejde et fælles og tydeligt grundlag for generel tilsynsførelse i SB.
Det bakkes der op om, og det fremgangsmåden herfor drøftes v. Pkt 4.
Mulighed/ønske om eventuel workshop i forhold til håndtering af SBs tilsynspligt
Som drøftet og ved udtrykt enighed om at SB sammen, skal blive klogere på det at føre tilsyn og alt hvad den pligt indebærer, udtrykkes der enighed om at benytte Skole & Forældres (S&F) workshops om samme. Lene og Lars tager videre kontakt til S&F og forsøger at istandsætte en sådan. Ligeså bemærkes S&F’s ’Onboarding i SB’-tilbud, hvilket der også udtrykkes enighed om; vil være hensigtsmæssigt at undersøge nærmere.
For nuværende besluttes det imidlertid, at SBM d. 18.2. udvides med 1 time ekstra, således der kan skabes plads til netop en fælles SB-kompetenceudvikling vedr. det omtalte behov.
I hvilket omfang samt hvornår og hvordan et videre samarbejde med S&F vil udspille sig, vil løbende ske i takt med at vi får tilrettelagt og gjort samarbejderne.