Aktive børn er gladere og lærer mere
På vores skole bevæger eleverne sig hver dag. Mennesker er ikke bygget til at sidde stille i mange timer ad gangen! Når eleverne bruger deres krop, kommer der energi til hjernen og tit også et smil på læben. Børnene skal altså bevæge sig både fordi det gør det nemmere at lære og fordi det øger trivslen. Man bliver simpelthen glad af at være fysisk aktiv, og samtidig er bevægelseslege en rigtig god vej til at styrke relationerne mellem børnene.
Idræt er naturligvis en fast del af vores ugeskema – derudover indgår bevægelse i fag og aktiviteter, hvor det er relevant. Bevægelsesaktiviteterne kan være meget forskellige og dermed styrke elevernes udvikling på flere måder:
Fysisk: puls, udholdenhed, fleksibilitet, smidighed mv.
Kognitivt: hukommelse, fantasi, at overholde tid eller rækkefølge mv.
Psykisk og socialt: tillid, mod, samarbejde og fællesskab
At lære eleverne at det er godt at bevæge sig, er også en del af den bæredygtige tankegang, som er fremtrædende på Nordøstamager Skole. Vi går eller cykler for eksempel, når det er muligt i forbindelse med ture ud af huset. Vores ambition er, at når eleverne forlader vores skole, er cyklen det naturlige transportvalg for dem i hverdagen.