Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Veje ind i skolens fag

Skolen består af en række fag med hver deres mål - men skolens formål er langt mere end det. Det handler nemlig også om, at eleverne udvikler fantasi og får erfaringer, der giver dem tiltro til deres handlemuligheder og gør dem til deltagende og ansvarlige unge mennesker.

 

På Nordøstamager Skole er vi af den overbevisning, at jo flere konkrete oplevelser børnene får i skolens fag, jo mere motiverede er de for at afprøve og lære noget nyt. Vi tror også på, at der sker noget vigtigt i mødet mellem de forskellige fag, - at det skaber energi, som nærer elevernes virkelyst og kreativitet. Derfor ser en skoleuge hos os ikke ud som et helt klassisk skoleskema, der er organiseret efter fag.

 

Ugeplanen består af oplevelser og aktiviteter, hvor fagene på skift eller i kombination med hinanden udgør de tilgange, vi underviser ud fra, og derfor vil ugerne ikke være ens. Men der er alligevel nogle faste strukturer, som skaber genkendelighed for børnene i hverdagen, fx at vi 1 dag om ugen har udeskole, at vi hver uge har idræt, eller at vi regelmæssigt har morgensang eller laver mad med børnene.

 

Vi lægger også stor vægt på, at de voksne eleverne møder, bruger de samme, anerkendende metoder til klasseledelse, så børnene oplever tryghed og sammenhæng i samspillet både med dem og med skolens andre elever.