Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Den gode overgang fra børnehave til skole

At skifte fra børnehave til skole er en af de største overgange i et barns liv. Derfor har vi et særligt forløb, hvor børnene trygt og langsomt lærer KKFO'en, skolen, hinanden og de nye voksne at kende.

Fra børnehaven til skolen og en ny hverdag. Vi ved, at skiftet fra børnehave til skole kan være stort. Vi har derfor et særligt forløb, som strækker sig fra april eller maj til slutningen af juni måned, hvorefter børnenes sommerferie starter. Det er i denne periode langt de fleste børn starter på fritidshjemmet og har deres hverdag indtil de skal starte i skolen. 

Det er nogle utroligt vigtige måneder, hvor vi på KKFO'en arbejder med at skabe en tryg og genkendelig hverdag, der i nogen grad minder om den hverdag børnene møder, når de efter sommerferien starter i skole.
Forløbet er delt op i forskellige temaer, som fx ”mig og min familie”, ”naturuge” eller ”skoleuge”. Hvert tema strækker sig over cirka en uge og har fokus på at vi hele tiden lærer hinanden bedre at kende og bliver trygge ved at være sammen. 

Vi har fokus på børnenes udvikling og potentiale i forhold til deres sprog, relationer og sociale kompetencer. Børnene vil både lære at deltage i skemalagte aktiviteter og navigere i de mere frie rammer, som de møder i fritidshjemmet om eftermiddagen.

Vi tager også på besøg i skolen, så børnene får en fornemmelse af miljøet her, og børnene kan møde deres kommende lærere. Når børnene så starter i skolen i august, er personalet fra fritidsinstitutionen med i nogle af timerne for at skabe så meget tryghed som muligt i overgangen. 

Sådan kan en dag i forårsforløbet se ud:
Mellem kl. 7.00 og 9.30 møder børnene ind på fritidshjemmet, her er der forskellige ting, man kan deltage i, fx spil, lege eller kreative aktiviteter. Kl.  9.30, holder vi frugtmøde med børnene på den stue, de er tilknyttet. Her spiser vi vores fælles frugt og taler om dagens tema og og læser en historie eller synger måske en sang.

Efter frugtmødet begynder dagens særlige aktivitet, som vi arbejder vi med frem til vi spiser frokost kl. 11.30. Her træner vi bl.a. vi børnene i at spise på 25-30 minutter, da det almindeligvis er den tid, børnene har til at spise deres mad i skolen.

Efter frokost laver vi forskellige små lege og øvelser, indtil de større børn fra skolen har fri og møder ind på fritidshjemmet. Derefter indgår 'forårsbørnene' i aktiviteter på lige fod med dem resten af eftermiddagen.
I forårsperioden tager vi også ture ud af huset, enten i lokalmiljøet eller til spændende oplevelser længere væk.